Bakgrunn (fra kommisjonsmeddelelsen)

Indledning
2007 blev et vendepunkt for EU's miljøpolitik. De vigtigste forpligtelser fra det 6. miljøhandlingsprogram 2002-2012 er indfriet, som det fremgår af midtvejsrevisionen; nu gælder en yderligere styrkelse af vores indsats for gennemførelsen.

Miljøspørgsmål står nu fast øverst på den politiske dagsorden og lægger beslag på beslutningstagernes, mediernes og offentlighedens opmærksomhed. 80 % af EU's borgere anser miljøet for vigtigt for deres livskvalitet. Et godt eksempel herpå er klimaændringer, navnlig siden de europæiske stats- og regeringschefer vedtog energi- og klimaændrings-pakken i marts 2007. Hvor det har været muligt, er virkemidlerne blevet finjusteret som led i indsatsen for 'bedre regulering'. Udadtil har EU beholdt førertrøjen i miljøspørgsmål med god opbakning fra solide resultater på hjemmefronten og med gode bilaterale og multilaterale forbindelser med nøglepartnere. I de globale forhandlinger har EU sørget for at der er nået væsentlige fremskridt på adskillige områder, navnlig på klimaområdet på Bali-konferencen.

Men nu må vi forberede os på fremtidens store udfordringer og fastlægge en langsigtet visionær strategi: for bæredygtighed inden for forbrug og produktion, tilpasning til de ændringer i klimaet, der ikke kan afværges, og beskyttelse af den biologiske mangfoldighed. Vi bør udnytte den relativt tyndt besatte lovgivningskalender i 2008 og 2009 til at gøre fremskridt med disse spørgsmål nu. På internationalt plan står vi over for krævende forhandlinger for at sikre kommende internationale klimaaftaler og for at bevare og forvalte den biologiske mangfoldighed.

[...]

Konklusion
Miljøpolitikken går stadig mere på tværs af alle andre politikområder og bidrager til at forme vores fremtid. Den er en motor for strukturændringer. Og det giver nye forpligtelser, nye risici og nye chancer.

Økonomiske muligheder er der masser af: Potentialet er enormt for de miljøtekniske industrier, og Europa bør udnytte - og drive på med udviklingen af - højkonjunkturen på de globale markeder. På det sociale plan er der tætte forbindelser mellem et sundt miljø og social retfærdighed og sammenhængskraft. Men i en overgangsperiode kan nogle sektorer og grupper bliver hårdere ramt end andre. En stadig større del af den samlede politik må rette sig mod at tage højde for disse potentielle belastninger og søge at afbøde dem.

Hvis miljøpolitikken skal nå de mål, den sigter mod, må den foruden at indgå i sektorpolitikkerne også i stigende grad selv omfatte en økonomisk og social dimension. Vi må være opmærksomme på dens mulige følger på andre politikområder, gøre den mere omkostningseffektiv og fremme samspilsvirkninger over alt, hvor det muligt. Integration er nøglen til en bæredygtig fremtid.