Visumforordningen: felles bestemmelser for utstedelse av visum - endringer
Avtalegrunnlag
Europaparlaments- og rådsforordning publisert i EU-tidende 29.2.2012
Norge meddelte godtakelse av rettsakten 6. juni 2016 i henhold til vedtak fattet i Utenriksdepartementet 8. januar 2016. Rettsakten trådte i kraft 6. juni 2016. Teksten er innrykket i «Overenskomster med fremmede stater» 2016, s. 738.
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa [1] er blevet anvendt siden den 5. april 2010. I overensstemmelse med artikel 51 i visumkodeksen er de operationelle instrukser vedrørende den praktiske anvendelse af bestemmelserne i forordningen udarbejdet ved Kommissionens afgørelse om en håndbog om behandling af visumansøgninger og ændring af udstedte visa [2].
Under udarbejdelsen af håndbogen blev man opmærksom på, at ordlyden i artikel 3, stk. 5, litra b) og c), var uklar:
(a) i artikel 3, stk. 5, litra b), vedrørende fritagelsen for kravet om lufthavnstransitvisum for personer med opholdstilladelser, der er udstedt af bestemte lande, er henvisningen til de EUmedlemsstaterne, som ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, og til de EUmedlemsstater, som endnu ikke anvender bestemmelserne i Schengenreglerne fuldt ud (i øjeblikket Bulgarien, Irland, Cypern, Rumænien og Det Forenede Kongerige), blevet udeladt.
(b) i artikel 3, stk. 5, litra c), vedrørende fritagelsen for kravet om lufthavnstransitvisum for personer med et visum, der er udstedt af bestemte lande, er henvisningen til de EUmedlemsstaterne, som ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, og til de EUmedlemsstater, som endnu ikke anvender bestemmelserne i Schengenreglerne fuldt ud (i øjeblikket Bulgarien, Irland, Cypern, Rumænien og Det Forenede Kongerige), blevet udeladt.
(c) I forbindelse med udarbejdelsen af håndbogen blev man desuden opmærksom på, at den nuværende ordlyd i artikel 3, stk. 5, litra c), muliggør to fortolkninger, og det bør præciseres, at personer med et visum, der er udstedt af de EU-medlemsstater, som ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, af de EU-medlemsstater, som endnu ikke anvender bestemmelserne i Schengenreglerne fuldt ud, eller af bestemte tredjelande, er fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, når de rejser til det land, der har udstedt visummet, eller til ethvert andet tredjeland, og når de efter anvendelse af visummet vender tilbage fra den stat, der har udstedt visummet (men ikke, når de vender tilbage fra ethvert andet tredjeland).
(d) Henvisningen til stater, som er part i EØS-aftalen, er overflødig, da sidstnævnte enten er medlemsstater, der er omfattet af artikel 3, stk. 5, litra a), eller associerede lande, for hvem artikel 3, stk. 5, litra a), finder anvendelse i overensstemmelse med den respektive associeringsaftale eller protokol.
Før april 2010 fastlagde de fælles konsulære instrukser og fælles aktion 96/197/RIA [3] bestemmelserne om tredjelande, hvis statsborgere var omfattet af kravet om lufthavnstransitvisum. Disse bestemmelser gjaldt alle personer af en bestemt nationalitet, medmindre de havde en opholdstilladelse, der var udstedt af Irland, Det Forenede Kongerige eller af visse tredjelande (Canada, USA, Japan osv.), da det blev antaget, at sådanne personer ikke ville udgøre en risiko for ulovlig indvandring for Schengenlandene.
I 2008 tog visse medlemsstater initiativ til at ændre bilag 3 til de fælles konsulære instrukser for af samme grund at foreskrive, at også personer med et visum udstedt af visse tredjelande, burde fritages for kravet om lufthavnstransitvisum, hvis den pågældende person rejste til det tredjeland (eller til Irland eller Det Forenede Kongerige), som havde udstedt visummet, eller til ethvert andet tredjeland. Den pågældende person ville ligeledes være fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, når vedkommende efter anvendelse af visummet vendte tilbage fra det tredjeland, der havde udstedt visummet. Vedkommende ville ikke være fritaget, når han vendte tilbage fra ethvert andet tredjeland end det visumudstedende land, da det, eftersom han ikke længere har et gyldigt visum til et af de lande, der henvises til i artikel 3, stk. 5, litra c), ikke længere kan antages, at han ikke udgør en risiko for illegal indvandring for Schengenlandene.
Disse bestemmelser skulle vedtages i visumkodeksen, men væsentlige ord blev udeladt i artikel 3, stk. 5, litra b) og c), med det resultat, at retstilstanden er uklar.
Under udarbejdelsen af håndbogen blev det overvejet at afhjælpe problemet ved hjælp af retningslinjer, hvori der blev givet udtryk for hensigten. Da håndbogen ikke kan pålægge medlemsstaterne juridisk bindende forpligtelser, er det nødvendigt at ændre visumkodeksen for at skabe retssikkerhed og sikre en ensartet anvendelse af reglerne. Præciseringen har praktisk betydning for den enkelte rejsende og for flyselskaberne.
Forslaget er begrænset til den tekniske ændring, som består i at præcisere den gældende tekst.
1 EUT L 243 af 15.9.2009.
2 K(2010) 1620 endelig.
3 EFT L 63 af 13.3.1996, s. 8.